I Danmark afholdes der årligt en lang række spændende markprøver for de forskellige jagthunderacer. Prøverne har til formål at teste hundene i en bred vifte af jagtrelevante discipliner, og konkurrenceelementet mellem hunde og førere er med til at gøre markprøverne til en særlig sport.
Pernille Hansen har i mange år deltaget i de danske prøver og beretter i denne artikel om sin aktuelle oplevelse af de franske markprøver på bekkasin.
På markprøve i Frankrig
Igennem mine mange år som bretonejer er det lykkedes mig at opbygge et netværk af internationale kontakter. For mig er ferie ofte lig med udflugter med mine hunde. Derfor er det nærliggende at kombinere ferie i udlandet med aktiviteter, der involverer mine hunde. Denne gang gik turen til Normandiet i Frankrig. Her afholdes der markprøver på bekkasiner. Denne type prøve findes ikke i Danmark. Jeg bruger ofte mine hunde til jagt på bekkasiner og synes, at det er en utrolig spændende jagtform. Men ikke alle hunde har flair for at arbejde med disse små, herlige fugle. Heldigvis har mine voksne hunde godt styr på bekkasinerne, og de to unge hunde er i gang med at lære det.
Hundesport og store oplevelser
Jeg arrangerede turen sammen med min tyske veninde, Anne, der også har breton, og vi tilmeldte os nogle af de franske markprøver. Turen blev kombineret med besøg hos nogle fælles venner i Normandiet, hvor vi har adgang til et feriehus. En tur til Frankrig involverer typisk en masse god mad og dejlig vin. En tur til Normandiet indeholder således alt dette og et af områdets varemærker, æblebrændevin, fra Calvados. Vores planer efterlod ikke meget tid til sightseeing. Jeg havde et ønske om at se Le Mont St. Michel, der er en ø i Vadehavet ved den vestlige kyst af Normandiet. Der er et kloster på øen, som skyder op i det flade landskab, hvilket var et imponerende syn på afstand.
På vejen kørte vi forbi byen Coutances, hvor der er en stor katedral, som vi kunne ane i morgendisen. Et smukt syn. Normandiet har en spændende historie, der maner til eftertanke. Det kan jo ikke altid handle om hund – men næsten.
På denne årstid er vejrprognoserne noget uforudsigelige. Dette var også tilfældet på denne tur. Vejret skiftede fra den ene yderlighed til den anden. Da vi ankom, lå temperaturen på 12-13 varmegrader, og da vi rejste, lå den på minus 5-7 grader med en isnende kold nordøstenvind. Dette vejrlig gav svære færtforhold for hundene.
Første slip efter bekkasin
Jeg havde medbragt en erfaren tæve, Gamine, og en uerfaren tæve, Odile. Begge var meldt til 5 prøver hver. Efter at have nydt Calvados og god mad var vi således rustet til at starte turens første markprøve på bekkasiner.
Det var lunt, ca. 12 grader, og terrænet bestod af mindre engparceller. Der er ofte en del dybe grøfter og kanaler, hvilket kræver, at man har skridtstøvler på. Alternativt kan man klare turen i almindelige gummistøvler, men så risikerer man at skulle gå lange omveje for at nå frem til sin hund, hvis den har stand. Unge Odile lagde ud. Hun havde et fint slip, men der var desværre ingen fugle.
Alligevel var der stor opmærksomhed omkring hende på grund af hendes ekstremt høje fart og smukke, energiske stil. Senere skulle Gamine ud i sit slip. Hun startede med snuden i jorden og et lidt mystisk cirklende søg. Pludselig tog hun stand. Jeg gik op til hende og kunne se, at hun markerede for et friskt hareleje. Åh nej, hund, videre! Hun gik atter i søg, men var stadig interesseret i den friske harefod. Jeg fik hende kaldt fra, og hun gik nu i et bedre søg med brede udslag. Hun sprang over en grøft, og så havde hun stand.
Nu skulle jeg krydse den dybe, vandfyldte grøft og kæmpe mig over til hende. Mens jeg prustende og svedende forsøgte at trække mig op af dyndet, lettede der en bekkasin foran hunden. Hun rykkede 1-2 meter. Det må man ikke i Frankrig. Så ingen præmiering til Gamine. Men dommeren var imponeret over, at hun kunne koncentrere sig om at finde fugl efter at have været så interesseret i harefærten.
Nyt terræn, vejr og muligheder
Dagen efter havde vejret ændret sig. Det var køligere, grumset og overskyet med støvregn. Til gengæld var terrænet bedre. Terrænet var stort med græs i forskellig længde, lysesiv og spredte småvåde områder. Lige noget for bekkasiner. Igen startede jeg med Odile. Hun gik et fantastisk slip i et kæmpe bredsøg i allerhøjeste fart.
På et tidspunkt var Odile gået en anelse af hånd, men jeg fik kaldt hende til orden. Hun nød den megen plads. Så efter at have fået genoprettet kontakten til hende, søgte hun flot foran mig. Pludselig havde hun en hurtig markering, fulgte straks op og – BANG – stram stand!
Så måtte jeg tage benene på nakken i det bløde, ujævne terræn. Jeg kom ikke så hurtigt frem, som jeg gerne ville. To bekkasiner stod af lige foran Odile, og hun rykkede desværre et par meter efter dem. På danske markprøver må hunden godt flytte sig lidt, og man må bremse den med tilråb og fløjt. Det må man ikke i Frankrig. Slippet var færdigt, og der tilfaldt os ingen præmie. Dommeren kunne lide hunden og sagde, at hun havde fået “excellent”, hvilket svarer til en 1. præmie herhjemme, hvis hun ikke havde flyttet sig. Jeg ærgrede mig, men hun havde i hvert fald vist både sit format og sin stil.
Flair for bekkasin
Senere var det Gamines tur. Hun gjorde det fint og afsluttede med en stand. På ordre avancerede hun, og jeg valgte at støtte hende med fløjten, da bekkasinen lettede.
Det trak automatisk en præmiegrad ned, at jeg brugte fløjten, men jeg ville hellere have en lidt lavere præmiering end ingen præmiering. Hun blev tildelt et “1. Tres Bon”, hvilket svarer til en 2. præmie herhjemme. Betegnelsen “1. Tres Bon” fortalte, at hun var den bedste på sit hold. Havde der været en hund, der f.eks. var bedre placeret end hende, så ville hun have været en “2. Tres Bon”. Nu var der trods alt en præmiering i hus. Der manglede endnu 3 prøver til begge hunde. Odile klarede desværre ikke at blive præmieret. Hun er meget ungdommelig, og det var tydeligt, at hun ikke havde meget bekkasinerfaring. Som dagene gik, blev det koldere, og der kom et tyndt lag is på engene. Vejrforholdene gjorde det svært at få fært, og bekkasinerne sad løst og lettede tidligt, når de hørte isen knække under hundene. Jeg opnåede dog 2 X “1. excellent” med Gamine, så præmiering på 3 ud af 5 prøver på bekkasiner må bestemt siges at være godkendt!
En af dagene var der tilmeldt 25 hunde, og kun 3 blev præmieret, heraf Gamine. Hun havde stand for bekkasin på samtlige prøver og blev rost for sin effektivitet. De to prøver, hvor Gamine ikke blev præmieret, lavede jeg førerfejl. Førerfejl er f.eks., hvis man ikke er hurtigt nok oppe ved hunden, hvis man fløjter på et forkert tidspunkt, eller hvis man ikke stoler på hunden. Jeg var skyldig i alle disse fejl. Så der er bestemt plads til forbedring hos både hundene og mig. Men det bedste har været, at hundene gjorde fin figur, og vi blev lukket ind i den lille kreds af entusiaster, som dyrker jagten og prøverne på bekkasin. Det er en niche i Frankrig, men hundeførerne er utroligt passionerede og gode til at inkludere andre i deres passion.
Tak for spændende læsning. Interessant markprøve-form. Flotte billeder!!
Spændende markprøveform – så har man set det med!