Schweisshundeførerens vej mod Schweiss-registret

Specialisten

Jeg var begyndt at drømme om at blive en del af Schweiss-registret og tog en snak med en af de lokale schweisshundeførere. Der var ikke behov for flere hundeførere i området, og min hund var også blevet for gammel til at komme i betragtning. Dog opfordrede hundeføreren mig til at træne videre og få så meget erfaring med hunden som muligt.

Trods udsigten til at der ikke ville være behov for os i Registret, blev min næste hund valgt omhyggeligt med henblik på schweisstræning. Første betingelse for at komme i betragtning til Registret var at vælge den rigtige hund og dernæst håbe på, at det ville lykkes.

Alle racer kan i princippet bruges til det meste hundearbejde. Min erfaring siger mig dog, at man får meget med i pakken ved at vælge en hund avlet til den disciplin, man ønsker at bruge den til. Jeg overvejede flere forskellige racer af dem, der oftest anvendes til schweissarbejde. Jeg endte med at købe en Bayersk Bjergschweisshund.

Det er ikke en hund, jeg vil anbefale til andre, der arbejder mod at komme i Registret. Det er en udpræget brugshund, som let kører træt i mange træningsspor. Derimod er det en fantastisk hund at arbejde med på rigtige eftersøgninger, hvor den sporer meget roligt og sikkert.

Schweisstræning

Min hund blev trænet op på spor lagt med færtsko. Det er et sæt beslag, som gør det muligt at spænde en klov under hver støvle. Jeg anvendte klove fra de hjortevildtarter, der lever frit i Danmark, dvs. rådyr, krondyr, dådyr og sika, og der blev anvendt schweiss (dvs. blod) fra samme vildtart som kloven.

De første spor var meget korte, men forholdsvis hurtigt blev længden og liggetiden øget. Der blev blandt andre tilføjet knæk, tilbagegange (sporet går samme vej tilbage og knækker så) og stjerner. Der blev trænet i så varierende og vildtrigt terræn som muligt. Træningssporene var 200-2000 meter lange og med en liggetid på mellem 3-48 timer. Da hunden havde lært at gå spor, blev mængden af schweiss på sporet reduceret betragteligt, for til sidst kun at blive brugt til sårlejer og træning af markering. Der blev også trænet hetz-spor, hvor hunden selvstændigt og uden line skal følge et frisk spor og blive ved dyret for enden af sporet.

Det vigtigste at lære for hundeføreren er at læse hunden. Ved man om den er på sporet eller ej, så er man kommet rigtig langt. Derfor har jeg selv lagt stort set alle de spor, som hunden har gået. Det var kun op til prøver, at der evt. blev lagt et par spor af en anden hundefører.

Sideløbende med træningen af hunden var jeg heldig at få lov til at komme med nogle af de lokale hundeførere på eftersøgning. Det var virkelig nogle lærerige oplevelser.

Optagelse i Schweiss-registeret

En gang årligt er det muligt at søge om at få lov til at stille til en kvalifikationstest med henblik på optagelse i Registret.

For at søge om optagelse i Registret, er det en betingelse at man:
– Har gyldigt jagttegn med påtegning til riffeljagt
– Har gyldigt kørekort til personbil
– Har opnået 1. præmie på minimum en 400m/20 timers sporprøve senest i det foregående kalenderår
– Har en vis jagtlig erfaring

Selvom man lever op til betingelserne, er det ikke sikkert, man bliver indkaldt til kvalifikationstest. Ansøgerne vurderes bl.a. i forhold til, om der er behov for yderligere en schweisshundefører i lokalområdet. Desuden er det af afgørende betydning, at man kan være med til kollegialt at styrke det eksisterende, lokale team af hundeførere. Ansøgeren skal således være i stand til at fungere som et loyalt og troværdigt teammedlem.

Til selve kvalifikationstesten skal der udredes et forholdsvis svært spor. Hele dagens forløb indgår i bedømmelsen af ekvipagen og således ikke kun sporarbejdet.

Hvis man er heldig at blive indkaldt til testen, vil det foregå kort tid efter ansøgningen.

Succes!

Jeg var heldig at blive inviteret til kvalifikationstest 3. gang jeg søgte om optagelse, og så endda i noget af det skov i Jylland, hvor krondyrbestanden er tættest.

Det var jo 3. år jeg trænede mod prøven, så indholdet var efterhånden ret kendt. Til gengæld var hunden også ved at have en alder, hvor det snart skulle ske, hvis den skulle blive min første hund i Registret.

Jeg synes selv, at det gik ret godt på sporet. Resultatet blev også en invitation til påbegyndelse af det 2-årige uddannelsesforløb som ny hundefører. Startende med et 2-dages kursus, hvor legitimationskortet blev udleveret som afslutning på kurset.

Et nyt kapitel

Det er nu næsten et halv år siden, at jeg fik udleveret legitimationskortet og den orange dragt, så jeg nu kunne kalde mig legitimeret schweisshundefører.

Vejen hertil har til tider virket en smule håbløs med de mange timer alene i skoven med hunden, men det har været det hele værd. Man siger jo, at intet er umuligt for den, der bærer viljen i hjertet.

Det er en utroligt meningsfuld oplevelse at hjælpe rekvirenterne med at få eftersøgt det vildt, de har skudt til – enten hjælpe dem med at finde det eller konkludere, at der ikke kan findes nogle tegn på anskydning, og at det derfor højst sandsynligt er et forbiskud.

Hunden og jeg har stadig meget at lære, men vi har heldigvis ca. 190 gode kollegaer at trække på, hvis vi får behov for hjælp til at løse en eftersøgning.