En bevægelse i dalens tætte bevoksning fangede øjeblikkeligt vores opmærksomhed. Måske var denne bevægelse netop et af Afrikas såkaldte grå spøgelser – kuduen. Efter flere dages intens bjergjagt var vi spændte på, om jeg endelig ville få en skudchance til en gammel kudutyr.
Børnelærdom og bæredygtig jagt
Inden verden lukkede ned og corona-pandemien satte en stopper for al rejseaktivitet, nåede Huntem at være med på en spændende jagt, hvor drømmen var at nedlægge en gammel moden kudutyr i bjergene i Eastern Cape.
Sammen med min familie havde jeg planlagt tre ugers vinterferie i Sydafrika, hvor alles interesser og ferieønsker kunne kombineres. Vores ferie startede i Cape Town i Western Cape, hvorfra vi på egen hånd kørte i en lejet bil langs den smukke Garden Route mod Port Elizabeth i Eastern Cape med tre stop på ruten.
Vi havde planlagt ferien, således at den tog højde for børnenes alder og muligheder for gode safari oplevelser i flere nationalparker i kombination med afslapning og solbadning.
Mine sønner på henholdsvis 5 og 8 år havde glædet sig enormt meget til at se Afrikas vilde dyr, som vi i flere måneder havde læst og talt om derhjemme. Drengene har altid været optaget af dyreliv og har i en tidlig alder lært om dyrenes levevilkår og adfærd i deres naturlige habitat, samt hvordan jagten er en naturlig del af arternes bevarelse.
I forhold til jagt i Afrika blev det en vigtig læring for dem, at indtægterne for jagten er med til at sikre sunde vildtbestande, men også mange menneskers levebrød.
Den sidste uge havde vi valgt at tilbringe i en jagtlodge i et vildtrigt område i det centrale Eastern Cape, hvor børnene havde rig mulighed for at være involveret i jagten og se alle dyrene på tæt hold. Vi boede på en meget familievenlig lodge ved Side by Side Safaris, der ligger midt ude i bjergene og med dyrelivet uden for døren. Side by Side Safaris er ejet og drevet af en dansk familie, og Lene og Flemming samt sønnen Bjørn sætter en stor ære i at give deres jagtgæster de bedste oplevelser på stedet.
Drømmen om en kudu
Jeg har ikke tidligere jagtet på det afrikanske kontinent, men har i mange år haft et stort ønske herom og om at dele disse jagtoplevelser med min familie.
Den smukke, mørke Eastern Cape kudu har længe fanget min interesse, og jeg havde læst en del om Afrikas næststørste antilope hjemmefra.
Som ung var jeg fascineret af Ernest Hemmingways ”Green Hills of Africa”, hvori han beskriver afrikansk storvildtjagt og herunder sin interesse for jagten på kuduen.
Kuduen foretrækker et skjult liv i de tætte bevoksninger i bjerge eller klippeområder og er kendt for at være særligt årvågen i kraft af sine store ører, sin gode lugtesans og sit skarpe syn.
Den forekommer derfor sky og svær at komme tæt på i en jagtsituation. Personligt er jeg meget motiveret af at prøve kræfter med vildtarter, som er udfordrende at jage.
Kuduen falder bestemt i denne kategori og var således min højeste prioritet under jagten. Den jages fortrinsvis i de tidlige morgentimer og sene timer inden solnedgang, hvilket var foreneligt med fællesskabet med familien henover dagens varme timer.
Kudoer i kikkerten
Den første jagtdag startede før solopgang, hvor jeg mødtes med min professionelle jæger, Pierre, til en kop kaffe og planlægning af første forsøg på at finde en gammel kudutyr.
Pierre havde et indgående kendskab til jagtterrænet og foreslog, at vi skulle pürche os højt op i bjergene, så vi var klar på en af bjergtoppene, når de første solstråler skinnede ned i de omkringliggende dybe dale.
Pürchen skulle foregå gennem et område med bøfler, hvorfor vi var afhængige af, at der var lys nok til, at vi under vores fremfærd kunne spotte eventuelle bøfler.
På vores vej op til den ene bjergtop, så vi flere kudukøer med kalve i kikkerterne. Kort inden vi nåede vores udsete top, opdagede vores tracker, Adam, en liggende kudotyr under et træ. Vi brugte lang tid med kikkerten for at konstatere, at der faktisk lå ikke mindre end tre tyre.
Tyrene var dog alle to til tre år for unge, hvorfor vi sneg os videre uden at afsløre vores tilstedeværelse. Uden for brunsten er det normalt, at tyre færdes i mindre grupper med jævnaldrende.
Trods dyrenes relative størrelse, er det slående, hvor gode de er til at skjule sig i terrænet i kraft af deres gråbrune farver og diskrete adfærd.
Store anstrengelser – større oplevelser
Turen op til toppen var varm og hård, præcist som jeg havde forventet og efterspurgt. Adam ledte vejen, og det var fascinerende at følge hans bevægelser i det uvejsomme terræn og hans veludviklede sans for at spotte vildtet – og typisk før os andre.
For mig var turen i det smukke landskab en kæmpe oplevelse. Jeg sugede alle indtryk til mig, og især de krydrede dufte fra buske, urter og vilde blomster gjorde indtryk.
Selvom vi ikke spottede den helt rigtige kudutyr denne morgen, var jeg høj på oplevelsen af, at nu var jagten i gang, og der var flere chancer i vente de kommende dage.
Morgenens fysisk krævende og strabadserende pürch levede op til mit ønske om, at der skal lægges hårdt arbejde i at opnå jagtheld. Jeg havde på forhånd fået at vide, at jeg med antallet af jagtdage skulle være heldig, hvis det skulle lykkes os at finde og skyde en gammel kudutyr.
Den udfordring var jeg ikke sen til at tage.
Chancen
Vi jagtede hver morgen og aften og så mange kuduer, men den ønskede gamle kudutyr var ikke iblandt.
På tredjedagen besluttede vi om morgenen at pürche gennem en bjergkløft, hvor vi ville få et godt udsyn til en dyb dal. Vi håbede, at vi fra bjergkammen ville kunne se kuduerne i terrænet under os.
I starten var terrænet for fladt. Vores fremfærd kunne derfor lettere høres af vildtet, og vi stødte en mindre gruppe kuduer.
Heldigvis var der ingen skudbar tyr i flokken. Vi fortsatte vores fremfærd op i højderne, hvorfra vi som forventet kunne se milevidt. Pludselig fangede en bevægelse i dalens tætte bevoksning vores opmærksomhed.
100 meter under os kunne vi se to kudutyre løbe op ad den modsatte bjergside. Instinktivt tog vi håndkikkerterne. Herigennem kunne vi tydeligt se, at de var ældre tyre.
De havde tydeligvis fornemmet et eller andet og var på vej op over bjerget. Pierre og jeg blev hurtigt enige om, at tyren til venstre var den største og en værdig kandidat til den, som vi var efter.
Da tyrene stoppede op første gang, målte Pierre afstanden til dem til 180 meter. Tyren vendte bagenden mod os, så jeg havde ingen skudchance. De fortsatte deres løb opad.
Pierre piftede, hvilket fik dem til at stoppe på 230 meters afstand. Her ville skæbnen, at en kraftig busk forhindrede et skud på bladet. De satte igen i løb. Endnu et pift fik dem til at stoppe.
Afstanden målte nu 330 meter.
Jeg indstillede hurtigt kikkerten på dens kliktårn. Min skydestok sikrede mig et godt anlæg. Jeg var klar. Jeg lod kuglen gå. Der kunne tydeligt høres et kugleslag.
Tyren sprang nogle meter frem og væltede om i nogle buske. Jeg repeterede og holdt fokus på bevægelserne i busken. Jeg kunne tydeligt se hornene dreje rundt. Pludselig kom tyren på benene og spurtede 30 meter op ad bjergsiden, hvor den stod stille.
Jeg skød igen.
Der var igen kugleslag. Tyren gik få meter frem, hvorefter jeg fulgte op med endnu en kugle. Denne kugle væltede tyren på stedet.
Pierre fortalte mig, at tyren var gået ned på 350 meter.
Det var et meget langt skud på en antilope i denne størrelse og uden tvivl mit længste skud til dato.
Herfra aftalte vi ruten frem til tyren og forsøgte at udpege nogle holdepunkter i terrænet, så vi kunne finde den.
Jeg mærkede nu min overvældelse og glæde over jagten. Det havde været en intens oplevelse at se tyrene forsvinde for os og mærke tvivlen på, om det ville lykkes. Samarbejdet med Pierre var forbilledligt.
Han havde givet mig de helt rigtige oplysninger omkring afstand på meget kort tid, ligesom han havde fået tyrene til at stoppe.
Ganske enkelt en perfekt jagtsituation.
Fælles jagtglæde
Da den første adrenalin havde lagt sig, tog vi radiokontakt til lodgen og fik vækket familien. De blev kørt ud i terrænet til os, så de kunne være en del af min jagtoplevelse i stedet for at høre om den senere, sådan som de plejer.
At dele min begejstring og glæde med min familie var en sand forløsning af den spænding, som jeg havde opbygget under jagtdagene.
Det blev også tydeligt for mig, at min familie havde mærket min entusiasme og fulgt min jagtiver i kulissen. Efter hver jagt var mine sønner kommet mig forventningsfulde i møde i løb efter i håbet om, at jeg havde haft jagtheld.
Da vi i fællesskab betragtede den fantastisk smukke kudu, kunne de for alvor sætte sig ind i min jagtoplevelse.
Drengene fik i sandhed udvidet deres forståelse for jagten og Afrikas vildt ved at komme helt tæt på kuduen og være med til hele arbejdet med at buksere den ud af bjergene og den efterfølgende skinning. Lene og Flemming fra Side by Side Safaris har også deres konservator-virksomhed på stedet, Diana Taxidermy, og det var spændende at få indblik i deres arbejde med at skabe smukke, livagtige trofæer til minde om store jagtoplevelser.
Tilbage i Danmark har de delt deres begejstring for Afrika og de store oplevelser med vennerne fra henholdsvis børnehaven og skolen. Nu nyder vi i fællesskab at Afrikas grå spøgelse” hænger på væggen, og vi kan snakke om oplevelsen, når vi ser på den.
