Tekst: Huntem og Jette Veggerby
Billeder: Jette Veggerby og Huntem
Weimaraneren – en alsidig stående jagthund
Weimaraneren er en alsidig stående jagthund. I forhold til andre jagthunde såsom de støvende og apporterende hunderacer, kan den tage stand for fuglevildt og ”nagle” fuglen til jorden, indtil jægeren er fremme og klar til at afgive skud. Jagt med stående hund er en meget fascinerende jagtform, som de fleste jægere bliver bidt af, når først de har oplevet det, som kaldes ”en perfekt situation”.
Der er tale om det øjeblik, hvor hunden tager stram stand, pulsen stiger, og man med spænding sender hunden frem for at rejse fuglen i håbet om at kunne afgive skud. Situationen kan kun lykkes, hvis samarbejdet mellem hund og jæger fungerer. Weimaraneren elsker heldigvis at samarbejde og vil til enhver tid kunne arbejde selvstændigt for at løse de opgaver, som den får af sin fører.
Historien om weimaraneren
Weimaraneren kan spores tilbage til starten af det 19. århundrede, hvor den blev holdt ved hoffet i Weimar, som er beliggende centralt i Tyskland. Med baggrund heri fik weimaraneren sit navn. Racen blev oprindeligt avlet til at jage større vildt som for eksempel vildsvin, bjørne og klovvildt. Dengang var jagt kun forbeholdt de adelige, hvorfor weimaraneren også blev brugt i kampen mod krybskytter i hoffets skove.
Heraf fik den tilnavnet ”Det Grå Spøgelse”. Med tiden ændres jagtformen til også at omfatte småvildt såsom fugle og harer. Tyskerne anvender også weimaraneren til disse nye jagtformer.
Omkring 1890 begynder stambogsføringen af racen, hvilket gør den til en af de ældste tyske stående jagthunderacer, der er blevet renavlet i over 100 år. Det oprindelige mål med racen var at avle en nobel og pålidelig jagthund. I 1897 bliver den tyske weimaraner klub stiftet og repræsenterede den 4. specialklub i landet.Tyskerne var meget betagede af racen, og hundene havde deres daglige gang med familien, hvilket i dag er årsagen til, at hundene elsker at være sammen med mennesker.
Tyskerne var meget opsatte på at bevare racen og ønskede ikke, at den skulle blive for populær, så racen og avlen ville blive ødelagt. Derfor neutraliserede man de første weimaranere, som blev eksporteret til USA. Først omkring slutningen af 1900-tallet begynder racen at blive udbredt til Europa og USA.