Tekst: Huntem og Morten Holm
Billeder: Anette Laursen og Morten Holm
Gordon setteren – den smukke sorte fuglehund
Hvis man er fuglejæger og fascineret af jagt over stående hund, er det svært ikke at lægge mærke til den smukke Gordon setter. Hunden er, ligesom de øvrige settere, fremavlet til netop jagt på fuglevildt, uanset om det er jagt på ryper, fasaner og agerhøns i det åbne landskab eller jagt på skovsneppe eller skovfugle i skoven.
Historien om Gordon setteren
Gordon setteren placerer sig som den tungeste af de fire setter-racer (den irske setter, den engelske setter, den rød/hvide setter) og har som den eneste af racerne sin oprindelse i Skotland, hvor den oprindeligt hed den skotske setter og blev opdrættet til at finde fugl på de skotske hedearealer. Dette terræn har forudsat en hund med en relativt stor muskelmasse.
I dag kender vi Gordon setteren med dens dybe sorte farve og kastanjebrune aftegninger og dette eksteriør stammer helt tilbage fra 1700-tallet. Den fik sit nuværende navn efter Jarlen af Gorden, Alexander den 4. (1743-1827), ved Gordon Castle nord for Aberdeen. Jarlen blev anset som en mand med stor passion for jagt med settere, og hans hunde var kendt for deres udholdenhed og store jagtlyst.
Gordon setteren i Danmark
Gordon setteren kom til Danmark i 1875 og blev importeret af Herman Christiansen, der blandt andet var formand for Dansk Kennel Klub i perioden 1897 til 1901.
I 1920’erne opnåede Gordon setteren stor popularitet i Danmark og var andre racer overlegen, hvad angår både jagt og hundesport. Imidlertid blev kravene til racens farver meget restriktive, og som følge heraf faldt racens popularitet. I dag er Gordon setteren den mindst udbredte af setterne i Danmark, mens den har større udbredelse i Norge og andre lande.