Europæiske kronhjorte i guldklassen

Ole Baks kronhjort i guldklassen

Huntem har fået mulighed for at bringe en dansk jægers beretning om sine spændende jagtoplevelser på nogle af Europas allerstørste kronhjorte. Ole Bak har et langt jægerliv bag sig med utallige, mindeværdige jagtoplevelser fra hele verden.

For mange jægere er jagten på skovens konge – kronhjorten – en af de største og mest intense jagtoplevelser. Ole Bak deler også denne passion for hjortejagt. Han har gennem årene nedlagt 21 skotske højlandshjorte, tre spanske hjorte, to mindre danske hjorte og en stor hjort fra Polen. Desuden har han nedlagt en meget stor kazaktansk maralhjort, der rangerer øverst i SCI’s register for det pågældende område. Jo, Ole har oplevet meget, når vi taler om hjortejagt, men har altid haft
et brændende ønske om at nedlægge to europæiske kronhjorte i guldmedalje-klassen.

Mange jægere vælger at rejse til Polen eller Ungarn, for at forfølge drømmen om at nedlægge en af de helt store europæiske kronhjorte. Ole foretrækker derimod at prøve kræfter med det mindre kendte og tog derfor med et dansk jagtrejseselskab til Bulgarien i jagten på de ønskede to medaljehjorte i efteråret 2014.

Ole beretter…

Jagtrejsen blev planlagt til midt i september, hvor brunsten lige var begyndt. Jeg bestilte flybillet og hotelophold i Sofia, natten før jeg skulle videre til jagtdistriktet, som ligger 330 km øst for Sofia i nærheden af byen, Targovishte. Jeg blev afhentet på hotellet og kørte tværs gennem Bulgarien i dagslys, for at opleve landskabet og få sjælen med.

Vi ankom midt på eftermiddagen til jagtdistriktet Momino, som sammen med de omkringliggende skove rummer de bedste bestande af kronvildt i Bulgarien. Jagtboligen ligger i skoven på et højdedrag over Targovishte. Jeg skulle låne en riffel, som naturligvis skulle prøveskydes. Det foregik fra jagthusets veranda mod et træ på 100 meters afstand. Jeg skulle anvende en Blazer R8 kaliber 9,3 x 62 med en fin Zeiss kikkert 3-12 x 56. Da mit skud kun lige akkurat ramte skiven, skulle jagtchefen Yamin prøve, men det gik ikke bedre. Der blev stillet på kikkerten, men resultatet blev værre. Jagtchefen blev så enig med sig selv om, at det måtte være kikkerten, som fejlede noget, hvorfor han monterede en anden type. Det lykkedes nu at ramme skiven.

Af sted på hjortejagt

Kl. 17.30 drog jeg med min jæger Ivan i hans gamle Toyota Landcruiser af sted mod jagtområdet. Vi passerede Tragovishte og kørte yderligere ca. 10 km til et skovområde i nærheden af, hvor min jæger til dagligt var skovfoged. Skoven var på 300 ha og omgivet af marker beliggende isoleret i forhold til det store skovområde på flere tusinde ha, som området omkring Tscherni Lom omfatter.

Vi parkerede udenfor skoven og gik langsomt ind ad en skovvej. Vi hørte snart brunstbrøl fra to-tre hjorte. Vi gik igennem skoven for at komme ud på den anden side, hvor vi stadig hørte brunstbrøl. I skovkanten kravlede vi op i et fem meter højt skydetårn, hvorfra vi havde udsigt til begge sider langs skovkanten og over til en skovkant næsten vinkelret på vores side. Man kunne umiddelbart se tre andre skydetårne. Arealet foran os var en stor brakmark, afbrudt af en lang grøft med vådområde med pil, birk og tagrør 110 meter foran os.

Vi hørte en hjort i skovkanten 300 meter frem foran os. Det varede ikke længe, inden den kom ud af skoven, hvorefter den begyndte at gå over imod os. Ivan sagde, bare vent, den kommer herover til grøften til en søleplads. Da hjorten var kommet 50 meter ud fra skovkanten, kom en større rotte vildsvin, bestående af fem søer med überlaüfere. De nærmede sig hjorten, som stillede sig i positur. Vildsvinene kom nærmere mod os, passerede grøften, så nogle af dem til sidst var lige under tårnet.

Den store beslutning

Hjorten kom nærmere, næsten helt over til grøften. Jeg vurderede hjorten. Jeg var i tvivl, om den var så stor, som jeg drømte om. Jeg kunne se, at det var en 13 ender med 6 og 7 sprosser. Mit mål var at skyde en guldmedaljehjort, dvs. over 210 CIC points. Den så ganske vist stor ud med de lange stænger. Hjorten begyndte at bevæge sig lidt bort fra os igen, og da den var ude på 160 meter, besluttede jeg at skyde. Hjorten fik en perfekt kugle og gik ned på stedet. Vildsvinene forsvandt naturligvis ind i skoven bag ved os. Vi sad lidt og betragtede sceneriet, hjorten der lå derude og den nedadgående sol. Vi kravlede ned og gik ud til hjorten. Den var større, end jeg havde regnet med, selv om det ”kun” var en 13 ender, men stængerne var usædvanligt lange og kraftige, hvilket jeg ikke lige havde registreret, da den gik derude. Der blev fotograferet og ringet til hjælpere med traktor og ladvogn.

Mod på mere

I mellemtiden var min guide Ivan og jeg kørt hjem til hans familie, som boede i en nærliggende landsby med høns, hunde og katte på jordvejene. I haven blev jeg trakteret med kindkys fra hans kone, og vindruer fra hans pergola samt hjemmelavet blommebrændevin. Det var hyggeligt at opleve deres gæstfrihed og se, hvordan de bor langt ude på landet. Næste dag blev hjorten skinnet og parteret og hovedet lagt i koldt vand inden afkogning.
Jeg vurderede, at hjorten ikke var så dyr, at jeg ville afslutte jagten. Jeg ville godt skyde én mere, måske lidt mindre. Jeg havde også udtrykt ønske om at skyde en råbuk eller en keiler.

Kæmpehjorten

Næste aften kørte vi ud til samme skovområde. Vi gik ud til et tårn på den anden side af skoven ca. 500 meter i luftlinje fra det tårn, hvor jeg sad den første aften. Der havde vi ca. 120 meter ind til et skovhjørne. Langs den anden skovside, ca. 300 meter ude var der også et tårn. Da vi havde siddet en times tid, kom der en hjort frem ved siden af det andet tårn. Den gik alene og brølede lidt en gang imellem. Den fortsatte ned langs skovkanten og kom derved nærmere. Men hvilken hjort, mere end tyveender, den største jeg nogensinde har set på fri vildtbane. Jeg tog flere billeder og drøftede med min guide, hvor stor den var. Han mente 13-14 kg. Jeg tænkte på prislisten og konkluderede, at jeg hellere måtte lade være, da jeg ikke vidste, hvor meget den, som jeg havde skudt, vejede. Var denne store hjort kommet først, havde jeg skudt. Men jeg besluttede ikke at skyde. Vi blev siddende og nød synet, tog billeder, og det er jo gratis. Efter nogen tid gik hjorten ind i skoven igen.

Da det begyndte at mørkne, kom der en ræv lige tæt forbi, men den måtte jeg ikke skyde – ingen skud som kunne forstyrre hjortenes adfærd!

Jeg gør det alligevel…

Da vi kom tilbage til jagthuset, viste jeg billederne til overjægeren, som dømte hjorten til at være på 13 kg. Han spurgte, om jeg ville skyde den. Jeg fik tilbud om at gøre det, uden at skulle betale 10 % ekstra, hvis hjorten blev opmålt til over 230 CIC points. Den første hjort var blevet afkogt og vejede da 10,2 kg. Jeg vurderede, at den ikke ville komme over 10 kg. Prisen ville da højst blive 37.500 kr

Det bevirkede, at jeg besluttede at gå efter den store hjort. De følgende dage var vi i samme skydetårn flere gange og i et faldefærdigt skydetårn i skoven. Vi så ikke mere til hjorten.

Ceremoni og opmåling

Den sidste aften kom det officielle opmålerhold. Min hjort blev opmålt til 217,94 CIC points. Østeuropæisk guld. Jeg fik overrakt en guldmedalje, en meget smuk jagtkniv og hjortens grandeler samt et lamineret måledokument. En flot og respektfuld ceremoni afsluttet med en god middag, hvor grillkyllingerne blev lidt for brændte, da opmålingen tog lidt længere tid, end kokken havde beregnet.

Nyt år og men samme drøm

Med den store hjort og det gode ophold i tankerne besluttede jeg mig for at forsøge i samme område året efter. Prisniveauet på hjorte mellem 7 og 12 kg er væsentlig billigere i Bulgarien end i både Polen, Tjekkiet og Ungarn. Denne gang fløj jeg via Istanbul til Varna, som kun ligger 110 km fra jagtområdet og fik derved set landskabet i den østlige del af Bulgarien.

Brunstbrøl og hjortejagt

Velankommet til destinationen fulgte samme procedure som sidste år med prøveskud, samme jæger og samme skovområde. Vi gik gennem skoven, hørte brunstbrøl og kom frem til det samme jagttårn, hvorfra jeg sidste år skød min første store hjort.

Vi sad og nød det gode vejr, 25-26 graders varme med en time til solnedgang. Vi hørte brunstbrøl bag os i skoven. Jeg ladede riflen og stillede den i hjørnet af tårnet.
Fra skovkanten til venstre kom der en kronhind efterfulgt af en stor hjort. De passerede os i behørig afstand, så jeg nåede ikke at opfatte, hvor stor den var. De forsvandt ind i skoven til højre for os. Han skulle lige ind i skoven med damen. Der gik vel en halv time, så kom hjorten ud igen sammen med en bihjort og bevægede sig i vores retning mod sølepladsen, som var i grøften lige ud for tårnet. Sølepladsen var omgivet af birkekrat og tagrør. Jeg havde som nævnt stillet riflen i hjørnet af tårnet.

Hjortefeber uden aftrækker…

Jeg tog riften og gjorde mig klar, hvis hjorten kom på skudhold. Men så skete det, der ikke skulle ske. Riflen var en Blaser R8 med magasin og aftrækker i et aftageligt stykke. Da jeg løftede riflen, faldt magasin med aftrækker ud, og ikke bare ned på brædderne i skydetårnet, men ramte lige netop det sted, hvor afstanden mellem to brædder var tilstrækkelig til, at denne vigtigste del faldt direkte ned på jorden fem meter nede. Nu var gode dyr rådne. Min guide sagde ”skyd”, men så det gik op for ham, at jeg ikke havde en aftrækker til den kugle, som sad i kammeret. Han kravlede derfor ned for at hente den manglende del til riflen.

Da han kom op igen, var hjorten gået i sølehullet. Hjorten var nu skjult af tagrør og birkekrat, selv om den kun var 110 meter væk. Bihjorten blev i nærheden. Jeg fik den manglende del til riflen sat på plads og prøvede flere gange at sigte mod stedet, men kunne kun lige ane, at hjorten var der. Så jeg måtte vente en rum tid, indtil hjorten begyndte at rejse sig. Jeg var nu så tændt, at da hjorten var på vej ud af hul og krat, slap jeg kuglen, selv om skuddet gik ind skråt fra venstre side og ud mod højre bov.

Når tvivlen sætter ind

Hjorten reagerede, tilsyneladende ramt, uden dog at gå ned på stedet. Den kom helt op af hullet og forsvandt, dækket af birk og krat. Jeg afgav et skud mere, men hjorten fortsatte ud gennem krattet, igennem solsikkemarken og ind i skoven 300 meter til højre for os. Efter en halv times tid gik vi ned til skudstedet for at søge efter schweiss. Vi søgte længe, omkring skudstedet, men også i flugtretningen, men fandt ingen schweiss. Vi vendte derfor slukøret hjem. Jeg efterlyste en schweisshund, men en sådan fandtes ikke i distriktet. Næste dag ville man sætte en eftersøgning i gang. Jeg var efterhånden ved at opgive håbet om at finde hjorten. Min guide troede ikke, at jeg havde ramt hjorten, men jeg følte selv, at det havde jeg. Jeg fornemmede en tydelig reaktion hos hjorten, men jeg var godt klar over, at det ikke var noget perfekt skud.

Vi fortsatte jagten næste morgen, dels fra samme skydetårn, hvor vi igen så bihjorten som sølede, og dels fra et andet skovhjørne, hvor vi også havde set store hjorte tidligere.
Der gik over et døgn. Sidst på dagen blev hjorten fundet af en kvæghyrde på marken på den anden side af skoven. Han boede i samme landsby, som Ivans familie, som ringede os op. Vi kørte ud og hentede kvæghyrden, som guidede os ud til hjorten, som lå på en mark ca. 1200 meter fra skudstedet. Den havde da ligget død i næsten to døgn i bagende sol, hvorfor kødet desværre ikke kunne anvendes. Jeg var naturligvis glad for afklaringen. Først da opdagede jeg, at det måtte være den samme hjort, som jeg havde fotograferet året før.

Den sidste aften kom de officielle opmålere. Reglen i Bulgarien er, at hjortegevirets vægt, som afregning, er gældende efter tørring i 24 timer. 11,75 kg for gevir og overkranium og en opmåling til 232,41 points. Som året før fulgte en flot ceremoni til ære for vildtet og jagten.

Drømmen gik i opfyldelse

Jeg fik mit ønske opfyldt om at skyde to store europæiske kronhjorte. Ifølge Steen Breiths opmålinger har den første hjort en stanglængde på 126,3 cm, hvilket er den længste for en dansk jæger. Den anden placerer sig blandt de fem største hjorte skudt i Europa på fri vildtbane af en dansk jæger. Den var på opmålingstidspunktet midt i september den største i Bulgarien i 2015.

Steen Breiths opmålinger efter de reglementerede 3 måneders tørretid viste henholdsvis 216,26 og 231,41 CIC points.

8 tanker om “Europæiske kronhjorte i guldklassen

  1. Nikolai H. Sørensen siger:

    Fed artiklel om jagt på store guldmedalje-hjorte. Stort jagtheld at møde en stor hjort to år i træk. Flotte billeder, Ole Bak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *