TEKST OG FOTOS AF MARK LONGHI ANDREASEN.
Kurs mod Kamchatka
Som rejsekonsulent for Diana Jagtrejser, var jeg med tre kunder taget afsted til bjørneparadiset på Kamchatka i maj måned. Jagtområdet var på 220.000 ha, hvilket i størrelse svarer godt og vel til Fyn. Mine egne forventninger var tårnhøje. Dette var til dato min mest spektakulære jagtdestination.
Bjørnejagt
De syv dages jagt foregår i kuperede sneklædte landskaber, hvor der imellem golde arktislignende sletter optræder vildskov og lav nålebevoksning. Det smukke sneklædte terræn var en fryd for øjet under den 60 minutter lange helikoptertur fra halvøens hovedstad Petropavlovsk.
Kamchatka og vildnisfeberen ramte mig som et lyn fra en klar himmel, da jeg fra mit lille udkigsvindue kunne se sporene fra en brunbjørn tværs over en åben sneklædt bjergskråning. Jeg smilede bredt, og forhåbningerne om jagtheld til mine kunder steg straks. Jo tættere vi kom på landingstidspunktet, desto mere steg interessen for at få et glimt af jagtcampen fra luften, men min spejden blev i stedet for belønnet med synet af en enlig bjørn, som kom traskende på bjergskråningen nogle hundrede meter borte.
Første bjørnejagt
Klokken 11.30 var der gennemgang af camp-faciliteterne og efterfølgende frokost, hvor vi fik af vide, at vi hellere måtte udnytte det skønne solskinsvejr til at tjekke terrænet for bjørne. Turen første jagtdag så vi i alt 18 bjørne, heriblandt flere hunbjørne med deres 1-3 unger, og det lykkedes vores gruppe at nedlægge en flot brunbjørn.
På anden dagen måtte vi vente i campen indtil morgendisen forsvandt op af formiddagen, og sigtbarheden tillod at spotte bjørnene på de store afstande. Det overskyede og lettere tågede vejr og skulle give os udfordringer med at lokalisere de store bjørne. Jagtguidernes ihærdighed skulle dog sidst på eftermiddagen bringe kunderne jagtheld. I løbet af blot en times tid havde vi nedlagt to smukke brunbjørne efter intens og spændende sporingsjagt.
Til trods for at vi nærmede os solnedgang, gav sneen rigeligt med lys til, at vi kunne navigere hjemad samtidig med, at vi kunne se alle bjørnesporene, der i mellemtiden havde krydset vores vej herud. Halvvejs hjemme stoppede guiderne op ved et flot bjørnespor og diskuterede situationen.
Vi havde i gruppen egentlig indstillet os på, at resultatet for jagtdagen, indsatsen og tidspunktet ville betyde, at vi nu skulle hjem inden mørket for alvor faldt på, men jagtguiderne ville det anderledes, og de har trods alt mere forstand og erfaring, og da vejret altid er en joker herude, var vi klar på beslutningen og at gå efter bjørnen, selvom vi allerede følte os mætte af oplevelser.
Min første bjørn
I løbet af et kvarters tid fik vi bjørnen sporet gennem en halvåben skovslugt, som førte op til et plateau, hvor vi kom i position. Min 9’3×62 med en 18.8g kugle fik stoppet bjørnen efter tre skud, og jeg kunne nu vemodigt gå frem og mærke det prægtige dyr. Mættet af oplevelser og nye jagtlige og naturmæssige indtryk kunne vi nu køre mod campen.
På sporet af kæmpe bjørnen
Min kunde og jeg tog imod at tilbuddet om at nedlægge en bjørn ekstra, og det gav anledning til at suge endnu flere indtryk af denne enestående natur, samtidig med at vi kunne være kræsne og forsøge at finde en bjørn på over ni fod – selvom denne størrelse ikke kan forventes.
Jeg havde derfor ingen forventninger om, at jeg denne formiddag ville finde en bjørn i nærheden af ti fod og tre meter, men henover middag spottede vi en enlig bjørn, som selvsikkert kom gående på en afstand af 300 meter med retning ned af det stejle bjerg.
Vi forudså at bjørnen ville søge mod den rislende bæk, som gennemskar bjergdalen, hvorfor vi bragte os i hurtig skjul i den halvtætte skov. På kun 40 meters afstand så vi den enorme bjørn passere bækken, og jeg forsøgte febrilsk at få bekræftet af guiderne, om hvorvidt denne bjørn levede op til mit ønske om en kæmpe bamse.
Det overvældende jagtheld tvang en bjørnefeber frem, og jeg smed mig i sneen og lå en stund og så op i den blå himmel for at få pulsen ned. Med rystende hånd løftede jeg den 22-23 centimeter enorme pote op fra den 500 kilo tunge bjørn. De små søde plyssede ører står i skarp kontrast til de frygtindgydende ti centimeter kløer.
Bjørnen var enorm, og situationen var uforglemmelig, men jagtoplevelser måles ikke i trofæstørrelser heller.
Denne jagtrejse vil jeg huske for en enestående smuk natur, spændingen ved synet af det første bjørnespor, et skønt alsidigt russisk vejr og de majestætiske vilde brunbjørne.
Store oplevelser i Kamchatka
Kamchatka’s ødemarken giver absolut nogle jagtoplevelser, der er usammenlignelige med andre. Otte jægere nedlagde på jagtturen ialt elleve smukke brunbjørne på kun tre dage, og en nordmand nedlagde også en smuk russisk tjurkok.
Alle mand var begejstrede for den flotte oplevelse, den gæstfrie indkvartering og en fortrinlig forplejning, og kvaliteten af jagtføringen og trofækvaliteten. Rusland er bestemt en rejse værdig, og russernes mange forskellige jagtmarker er absolut kommet højere på min eventyrliste.
