Bjergjagt i Kirgisistan

Den danske jæger Laurids Højgaard Madsen var med sin kammerat Rasmus Lorenzen på en spændende jagtrejse til Kirgisistan med Jelling Jagtrejser i efteråret 2017. Målet med rejsen var at jage den imponerende Mid Asian ibex og nyde den storslående bjergrige natur. Se herunder den flotte billedereportage fra deres fantastiske jagtoplevelse. Laurids har givet sine kommentarer til billederne.

Efter 8-9 timers kørsel på bred asfaltvej sluttede den komfortable del af turen. 

Vi kunne ane bjergene i horisonten. Forventningen til de forestående oplevelser steg.

Vi skiftede til et russisk militærkøretøj fra 1986 og fortsatte turen på primitive grusveje, over brusende floder, mod basecamp i bjergene.

Mellem bjerge med sneklædte tinder lå vores basecamp. Denne lejr var første stop, inden vi skulle fortsætte på hesteryg til jagtområderne i bjergene den næste dags morgen.

Ankommet til basecamp indskød vi riflerne på 200 meter. Skudafstandene i bjergene er ofte høje, hvorfor man kan forvente skud på denne og ofte noget længere afstand.

Efter en nat i basecamp gjorde vi hestene klar med primitive sadler og den fornødne proviant.

Vi forlader basecamp i samlet flok og rider sammen de første tre timer, hvorefter vores veje skiltes. Rasmus og jeg skulle jage i hvert vores område. 

Jeg har nogen erfaring på hesteryg, men måtte sande, at det var en hård tur i terrænet og op i højderne. Nogle passager var så smalle, at kun en enkelt hest kunne komme frem, og der kunne være 200 meter lodret ned til den ene side. Det var så stejlt, at selv hesten syntes at undlade at kigge ned.

Vi holdt pause ved en lille flod, inden Rasmus og jeg skiltes. Her fangede vi nogle fine fisk til aftensmaden. Et lækkert alternativ til det konserverede mad, som turen ellers bød på.

Efter yderligere tre timers ridt nåede mine guider og jeg den jordhytte, hvor vi skulle tilbringe de næste døgn. Det var ganske primitive forhold. Hytten var gravet halvt ind i terrænet og dækket med sten og jord.

Den første nat i jagthytten kunne jeg overhovedet ikke sove på ryggen. Jeg havde så ondt i ballerne fra den lange ridetur i den gamle saddel.

Om natten kunne hestene høres på taget, hvilket fik guiderne til at flyve ud i mørket for at jage dem ned, således at de ikke røg gennem taget til os.

Allerede den første jagtdag overtog guiden min håndkikkert, der langt overgik deres primitive udstyr. Jeg havde den stort set ikke i hænderne under jagten. Kikkerterne var uden tvivl vores vigtigste redskab i bjergene, i vores søgen efter en flot ibex buk.

Jeg erfarede hurtigt, at området havde meget vildt. Vi så løbende flere flokke af ibex. Guiderne forsøgte at lokke mig til at skyde mindre ibex bukke, men jeg afstod fra det. Jeg havde et ønske om at skyde en buk med over en meters lange horn. Dette var lidt af et sats, men jeg havde en reel tro på, at der kunne findes nogle ældre bukke, som levede op til mine kriterier.

Vi pürcher på en lille flok dyr med en stærk buk iblandt. Dyrene fortrakt over en bjergkam, og et skud var desværre ikke muligt.

I en dal mødte vi en flok Marco Polo får og et par stærke væddere. Marco Polo’en er et af de mest eftertragtede bjergtrofæer overhovedet. Det var virkeligt også et flot syn.

En pause nydes under den strabadserende jagt. Udsigten var næsten altid helt i top.

Om eftermiddagen fik vi kontakt med en ny flok ibex, hvor der var en fin buk imellem. Dette billede er taget på ca. 600 meters afstand. Nu havde vi en del arbejde foran os, hvis vi skulle nå at komme til skud, inden lyset forsvandt.

Den erfarne guide lagde hurtigt en ny plan. Vi skulle rundt om dyrene og håbe på en skudchance fra den anden side. 

Det lykkedes os at følge planen og komme tættere på flokken. Riflen blev derfor gjort klar. Pulsen steg og adrenalinen pumpede.

Spændingen blev forløst. Det lykkedes mig at sætte en god kugle på flokkens største buk på 390 meters afstand. Bukken væltede efter en kort spurt rundt og ned ad bjergsiden. 

Efter at have taget nogle billeder af trofæet på den flotte eftermiddagsdag, besluttede guiderne, at vi måtte gemme dyret under klipper og sten, da vi ikke kunne nå at skinde og fragte dyret ned til lejren samme dag. Det var vigtigt at gemme dyret godt, fordi der var sneleopard, ulv, ørne og gribbe i området.

På vej tilbage til lejren så vi resterne af en ulv.

Næste dags morgen red vi op til bukken, som allerede var blevet spottet af et par sultne ravne. Da jeg gerne ville have ibex’en hovedmonteret, startede de dygtige guider arbejdet med knivene, så skindet på forkroppen kom med.

Allerede mens vi arbejdede med dyret, kom de første gribbe til syne på himlen. 

Guiderne besluttede nu at ride tilbage til basecamp. En lang tur som foregik i delvist mørke. Hjemturen gik dog noget bedre, da jeg følte mig bedre tilpas i sadlen, ligesom at vi red ned i terrænet.

Trofæet koges af over en gammel tønde.

Her et billede af nogle glade jægere, tolke, guider og en enkelt wildlife-officer. 

De nærmere analyser af vores dyr sagde, at min ibex var syv år gammel og målte 104 centimeter og var bestemt et flot trofæ at hjembringe.

Min kammerat Rasmus lykkedes med at skyde en gammel ibex buk på 12 år og hele 130 centimeter. Det er det største trofæ, der er nedlagt i de sidste otte år i dette område.

Det var i sin helhed en fantastisk jagt- og naturoplevelse. Det er ikke sidste gang, at jeg prøver kræfter med denne jagtform.