Pinsesol og bukkejagt

Billeder: Jan Gjerlev Pedersen og Huntem

Den danske bukkejagt har fået en flot begyndelse. Forårsvejret har vist sig fra sin bedste side, og naturen står i sine smukkeste grønne farver. Alt blomstrer, det summer af liv, og der høres fuglekvidder overalt. Huntem var i Pinsen på bukkejagt og bringer her en beretning om en spændende jagtoplevelse.

Pinsesolen danser

Jeg stod tidligt op pinsemorgen, men ikke for at se pinsesolen stå op, men for at jage en stærk råbuk, som jeg havde spottet i kikkerten i ugerne op mod premieren. Bukken havde sit revir ude i et stort engdrag, hvor den vekslede mellem små skovarealer.

På nogle pürcher i dagene op til havde jeg på flere hundrede meters afstand iagttaget, at bukken havde travlt med at jage råer og mindre bukke væk. På intet tidspunkt havde jeg en skudchance til den.

På pinsemorgen havde jeg lagt en strategi om at sætte mig under en stor eg, hvorfra engdraget kunne undersøges i håndkikkerten. Håndkikkerten er for mig et af de vigtigste redskaber under bukkejagten. Hvis den bruges korrekt og hyppigt nok, får man ganske enkelt en større chance for at opdage vildt, før det opdager dig.

På vej mod min plads ved egen, så jeg i kikkerten en rå, der essede ud gennem engen. For ikke at støde den, listede jeg langsomt hen til min plads. Ankommet ved egen begyndte jeg minutiøst at undersøge hele engdraget. Fra min position var det muligt at se flere kilometer ud over engen.

Råen var nu 150 meter fra mig. Fortsat essende. Jeg panorerede med kikkerten fra venstre mod højre og forventede snart at kunne se råen. Pludselig fangede min opmærksomhed en brun plet i noget siv ca. 400 meter ude foran mig.Jeg stoppede op og kunne konstatere, at det var den store buk, der rejste sig fra sin morgenlur – præcist i det øjeblik, hvor solens stråler ramte engen. Den kløede og rystede sig, inden den begyndte at esse i retningen væk fra mig.

Passiv versus aktiv strategi

Engen er meget åben. Jeg havde en indre dialog med mig selv om, hvorvidt jeg skulle afvente bukkens næste træk eller aktivt opsøge mit jagtheld ved en lang og krævende pürch ud over åbent land. På den ene side havde jeg en god placering til at skyde, hvis bukken kom i min retning. På den anden side havde bukken de andre dage søgt mod afsidesliggende krat, langt ude i engen, hvor jeg ikke ville få skyggen af en skudchance.

Mens jeg overvejede mit næste træk, observerede jeg bukken i kikkerten. Den trak umiddelbart længere væk fra mig. Denne adfærd blev udslagsgivende for min beslutning. Jeg valgte at opsøge mit jagtheld og forsøge at pürche mig ind på bukken. Jeg valgte en rute i skyggesiden af skoven. Midt i engen lå en lille bakke, som bukken lige nu var i færd med at bevæge sig ind bag. Netop bakken kunne være afgørende for mig, da jeg lige nøjagtig kunne være dækket af den – vel og mærke hvis det lykkedes mig at kravle uopdaget hen til den.

Endnu en buk på engen

I min pürch mod bukken brugte jeg kikkerten for hver 5-10 meter, for at sikre mig, at bukken var, hvor jeg forventede det. Mit øje fangede endnu et dyr, der essede bag bakken. Jeg vurderede umiddelbart, at der var tale om en rå, da bukken var relativt tæt på.

Jeg manglede nu ca. 70 meter i at nå bakkens krumning, hvorfra et eventuelt skud ville kunne afgives. Jeg kravlede gennem det høje og dugvåde græs for ikke at vække opsigt. De sidste 15 meter hen til bakken foregik på maven. Jeg vurderede, at skuddet ville blive liggende fra bakken, hvorfor jeg efterlod min skydestok i græsset. Fremme ved bakken løftede jeg langsomt hovedet for at besigtige bukkens placering.

Til min overraskelse var bukken kun 30 meter fra mig. Heldigvis var den stadig i gang med at esse. Bittert måtte jeg konstatere, at græsset var alt for højt til et liggende skud. Jeg havde kun en mulighed. At mave mig baglæns efter min skydestok og forsøge mig med et stående skud på den lave side af bakken. Jeg måtte i gang med hovedregningen for ikke at få placeret mig for højt i terrænet i den stående skydestilling.

Kravle-sporet på den lille bakke.

Langsomt slog jeg skydestokken ud, mens jeg forblev liggende. Kikkertsigtet blev indstillet til mindste forstørrelse. Endnu langsommere rejste jeg mig op. Riflen blev forsigtigt og lydløst placeret i skydestokken. Bukken løftede med et sæt hovedet. Jeg stod helt stille. Pulsen steg. Tankerne kredsede om, hvorvidt jeg var opdaget. Sekunder føltes som minutter. Set fra bukkens perspektiv måtte mit tilslørede hovede være i græshøjde. Endelig fortsatte den med at esse.

Jeg var ikke opdaget. Hurtigt fik jeg riflen skuldret, fik sikret mig at bukkens ledsager ikke stod i skudlinjen, fik fundet det øverste af bladet i trådkorset og lod kuglen gå. Bukken væltede på stedet. Ledsageren viste sig at være en mindre gaffelbuk, der sprang 20 meter til venstre for igen at begynde og esse.

Jeg filmede den kort med telefonen, inden jeg måtte forstyrre den ved at gå frem mod den forendte buk. Fremme ved bukken, tog jeg opsatsen i hænderne og betragtede det smukke dyr.

Glad og lettet over at min strategi var lykkedes satte jeg mig og nød pinsesolen og min jagtoplevelse, der blev akkompagneret af fuglekvidder (hør lyden videoerne).

 

Bukken trækkes gennem engen mod bilen – en smuk morgen med pinsesol og bukkejagt.

Læs også

8 tanker om “Pinsesol og bukkejagt

  1. Niels Laustsen siger:

    En rigtig fin beretning i ord og billeder fra det danske forårslandskab. Man var næsten selv med derude denne fine morgen i pinsen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *