Da Jacob Larsen i begyndelsen af 2017 sagde sit job op, tømte sin lejlighed, sagde farvel til venner og familie, var det for at forfølge sin drøm om at arbejde som skytte på et skotsk gods.
En stor del af drømmen bestod i, at opleve jagten på de skotske højlandshjorte. Det er en enestående og fascinerende jagt, der kun kan opleves i det skotske højland cirka 30 dage om året under kronvildtets brunst.
Læs herunder Jacob Larsens beretning om at hjælpe jagtgæster med at nedlægge flotte højlandshjorte. Følg også hans egen drøm, om selv at få muligheden for at nedlægge en højlandshjort.
Majestætisk og uopnåelig
Ved bukkejagtens afslutning begyndte jeg for alvor at se frem til hjortejagten.
Jeg er opvokset i København og har kun gået på jagt på Sjælland, hvorfor mit kendskab til kronvildt begrænser sig til besøg i Dyrehaven og diverse jagt-dvd’er. Derfor havde jeg nær tabt min underkæbe, da jeg for første gang så en stor rudel på omkring 100 krondyr i foråret 2017. Så store, så majestætiske, så flotte og så uopnåelige.
Siden jeg tog riffeltegn, har kronhjorten været mit ultimative drømmetrofæ. Jeg har dog aldrig turde håbe på, at jeg en dag skulle være så heldig at nedlægge ”skovens konge”.
Livet som en ”gillie”
Hjortenes brunstperiode begynder i Skotland i slutningen af september, og endelig var min drøm om at opleve den skotske hjortejagt ved at gå i opfyldelse.
Ansat som keeper på det skotske gods Learney House, ville min arbejdsopgave være at agere ”gillie” for danske og udenlandske jagtgæster.
Arbejdet som “gillie” består af forskellige arbejdsopgaver. Først og fremmest skal kronhjortene findes i det enorme skotske højland. Dette kræver timer og atter timers utrætteligt arbejde med kikkerten. Derefter skal skytten (også kaldet stalkeren/jagtguiden) og jagtgæsten (jægeren) dirigeres mod hjortene via walkie-talkie.
Hvis det fornødne held tilsmiler jægeren, skal den næsten 100 kilo tunge kronhjort slæbes ned fra bjerget, brækkes, transporteres til kølehus og klargøres til slagteriet. Det er et slidsomt arbejde, der gentages næsten dagligt under hjortejagten. Belønningen er at være en del af en så intens og spændende en jagt, og det er bestemt det hårde arbejde værd.
Jeg brugte utallige timer sammen med headkeeper Samuel Juel Kristensen på ligge i lyngen og forsøge at spotte kronhjorte i det fjerne.
Sæsonens første hjortejagt
Endelig oprandt dagen, hvor jeg sammen med headkeeper Samuel Juel Kristensen og indehaver af Scotsport Alf Sørensen skulle forsøge at hjælpe den første jagtgæst med at nedlægge sin første skotske højlandshjort.
Som enhver anden typisk dag med hjortejagt, startede dagen kl. 9:00, hvor jagtgæsten mødes med stalkeren og gillierne. Slagplanen for dagen lægges ud fra vejr- og vindforhold. Dagen starter i højlandet, hvor gillierne og jagtguiden sammen med gæsten spreder sig ud i terrænet for at finde rudlerne og hjortene. Der holdes løbende radiokontakt i tilfælde af synet af en rudel med krondyr.
”Der! Der! Kan du se dem?”
”Hvor? Hvor?”
”Ja, der! øhh.. klokken 13. Lidt nede for øhh… det der lyng!?”
Sådan lød mange samtaler indbyrdes mellem jæger, stalker og gillierne.
Når endelig en jagtbar hjort var udpeget, kunne den ”rigtige jagt” igangsættes. Stalkeren og jægeren pürcher, kravler og møver sig igennem den smukke lyng og forsøger at komme på skudhold af den udvalgte hjort.
Hjortejagt i højlandet
Kronvildtet kan være svært at finde på kilometers afstand i det bakkede landskab i tåge og lyng. Dernæst kræver det timers træning at skelne mellem hjorte og hinder. Kikkert, atv og walkie-talkie er essentielle arbejdsredskaber under hjortejagt.
Når endelig stalkeren og jægeren er indenfor 500 meter af hjortene, er det op til stalkeren at beslutte, om der er en jagtbar hjort i rudlen.
Hvis jægeren får grønt lys fra stalkeren, sættes den sidste og afgørende pürch ind. Nu begynder den sværeste del af jagten, da en rudel kronvildt er svær at nærme sig ubemærket.
Kronvildt har en veludviklet lugte- og synssans, hvorfor ganske få fejltrin fra jægeren kan blive opdaget af de hundrede ører og øjne. Jeg har adskillige gange oplevet, at stalker og jæger var få meter fra at være indenfor skudafstand, for så at se hele rudlen, inklusiv pladshjort, storme ned gennem bakkerne, fordi én hind havde fået færten af menneske.
– På ét sekund kan en hel dags hårdt arbejde gå til spilde.
Heldigvis oplevede jeg i løbet af sæsonen langt flere vellykkede pürcher. På den måde fik hver eneste jagtgæst opfyldt sin drøm om fantastiske naturoplevelser, der kulminerede i flotte skudsituationer og uforglemmelige øjeblikke.
Herover flotte kronhjorte nedlagt af Scotsports kunder i 2017.
Jeg blev gradvist mere opslugt af denne jagtform. Sammenblandingen af den dragende natur, de smukke majestætiske dyr og den fysisk krævende jagt udgør den ultimative jagtform for mig.
Drømmen om selv at nedlægge en kronhjort i højlandet var blevet endnu stærkere. Alligevel vidste jeg også, at mit job ikke var at nedlægge hjortene, men at hjælpe jagtgæsterne med at indfri deres forventninger og give dem store jagtoplevelser.
Fridag efter højlandshjort
Jeg havde affundet mig med, at jeg sandsynligvis ikke ville få chancen for selv at jage en hjort. En lidt trist tanke, men jeg trøstede mig med, at der kommer flere sæsoner og nye muligheder for mig…
Jeg sad i disse tanker, da min chef ud af det blå under en hjortejagt med en norsk jæger, henvendte sig henkastet til mig. Samtalen lød nogenlunde således:
”Du, Jacob? Har du nogensinde skudt en kronhjort” ”Nej, men det er sådan cirka min største drøm i livet”
”Det anede mig. Jamen, som tak for dit møjsommelige arbejde, har jeg arrangeret, at du kan tage en fridag i næste uge og køre op til Invercauld Estate, hvor to skotske stalkere vil hjælpe dig med at nedlægge din første hjort. Nå, men tilbage til arbejdet”
Jeg turde næsten ikke tro mine egne ører og havde mere end svært ved at forstå min mulighed. Jeg husker tydeligt, at som dagene gik desto mere spændt blev jeg og desto sværere havde jeg ved at sove. Enhver riffeljæger kan genkende disse følelser. Spændingen, forventningerne og nervøsiteten byggede sig op.
Afsted mod drømmen
Endelig kom dagen. Jeg kørte tidligt om morgenen mod det traditionsrige gods: Invercauld Estate.
Herover Invercauld Castle
Da jeg ankom til det flotte gods, blev jeg mødt af de to flinke skotske skytter Malcolm og Tony. Malcolm skulle være min stalker, mens Tony ville agere som gillie.
Da Tony insisterede på at bære min riffel, kunne jeg ikke lade være med at finde situationen lidt aparte. Efter at have arbejdet som gillie en hel bukke- og hjortesæson, var jeg nu gæsten, der skulle serviceres og hjælpes. Modvilligt gav jeg Tony lov at bære min riffel, og besluttede mig for at prøve at suge hele oplevelsen til mig.
Den første del af formiddagen forsøgte vi nede fra dalen at spotte jagtbare kronhjorte oppe på en stor bjergside.
Brunsten var for alvor i gang, og overalt hørtes hjortebrøl fra flere rudler. Aldrig i mit liv havde jeg set så mange flotte kronhjorte på én gang. Et utroligt scenarie. Det tegnede til at blive en fantastisk dag.
Den første pürch
Da vi havde udset os flere jagtbare hjorte, begav vi os op ad bjerget i en terrængående Land Rover. På vejen fortalte Malcolm, at det langt fra var sikkert, at jeg ville komme til at skyde en hjort. Umiddelbart tænkte jeg, at det var lidt skørt, da vi havde allerede havde set over hundrede hjorte, hvoraf flere var rigtig stærke.
Malcolm forklarede videre, at de kun tillod deres gæster at skyde ”forvaltningshjorte”, hvilket vil sige små hjorte med dårlige gener eller meget gamle hjorte, der har ”toppet”.
Disse hjorte vil typisk ikke overleve vinteren og være på retur i deres opsætning af gevir.
Jeg var helt indforstået med reglerne og havde stor respekt for deres vildtforvaltning. Samme forvaltning blev praktiseret på det godt, hvor jeg arbejdede.
Toppen af Glenshee ski resort, hvorfra jagten på kronhjortene kunne indledes.
Ankommet til toppen af bjerget, konstaterede vi, at det blæste kraftigere end antaget. Malcolm var ikke synderligt begejstret for den omskiftelige vind. Vindforholdene ville gøre det mere eller mindre umuligt at pürche sig på skudhold, uden at krondyrene ville få fært af os. Vi havde dog kun én jagtdag, så vi måtte give det et forsøg. Så måtte det briste eller bære.
De første timer gik med fejlslagne pürch-forsøg. Vi prøvede at komme tæt på tre forskellige rudler, men hver gang var udfaldet det samme: Så snart vi kom indenfor 400 meter, skiftede vindretningen, færten af os blev sendt ned mod dyrene, og væk var de.
Malcolm viste tydeligt sin irritation ved at rive lyng op af jorden, kaste det op i vinden, se det flyve i alle retninger og derefter ryste på hovedet og bande lavmælt.
Min erfaring sagde mig, at vi nok kun havde 1-2 forsøg tilbage. Mens vi begav os op på toppen igen, for at forsøge på den anden bjergside, gik jeg og krydsede fingre og bad en stille bøn om jagtheld.
“Royals” i kikkerten
Selvom vi alle prøvede at holde modet oppe, hjalp det ikke på stemningen, at det begyndte at stå ned i stænger. Trods regnen forsatte vi ufortrødent og hurtigt fik vi spottet en lille rudel på ti hinder og tre flotte hjorte.
Vejret i det skotske højland er meget omskifteligt. Sol det ene øjeblik og regn det næste.
Ud af ingenting dukkede en flot kongeørn op. Pludseligt styrtdykkede den 300 meter ned foran os, og slog kløerne i en vildkanin, som den derefter fløj afsted med.
Jeg nåede kun et få et kort glimt af hjortene i min kikkert, før Malcolm beordrede os alle ned maven. Jeg havde selv kun fået et kort glimt af hjortene, men det jeg havde set så meget lovende ud. Der var tre meget stærke hjorte omkring rudlen. Jeg var sikker på, at der var tale om tre ”royals”, hvilket vil sige minimum tolvendere og kronebærende hjorte. Jeg blev spændt i hele kroppen og bemærkede knapt nok, at mit tweed-tøj sugede alt vandet til sig, fra den våde lyng.
Vi kravlede tættere på dyrene, og da vi var indenfor 300 meter af rudlen, besluttede Malcolm sig for at studere hjortene nærmere, for at aldersbestemme dem.
”Jacob, please just wait here. I will try to find out if one of the stags is shootable. It’s bloody three major royals, so I wanna be 100 % sure, that they are old enough”.
På billedet herover forsøger Malcolm og Tony at aldersbedømme hjortene via deres specielle teleskop-kikkerter. I skotland skydes der kun forvaltningshjorte, hvilket ofte betyder gamle hjorte på 8+.
Efter, hvad der føltes som en evighed, kom Malcolm endelig kravlende tilbage mod mig. Mit hjerte sad oppe i halsen og pulsen var høj. Var det nu, jeg fik mulighed for at skyde min første kronhjort? Og så endda en flot royal?
Da Malcom var henne ved mig pegede han tommelfingeren nedad med ordene:
”I’m sorry. But they are too good to be shot this year”
Satans, tænkte jeg. Min rationelle tankegang forsvarede Malcolms forvaltningsmæssige korrekte beslutning, mens min egoistiske tankegang bandede over situationen. Aldrig havde jeg været så tæt på at være på skudhold af en flot kronhjort, og dog alligevel så langt fra. Slukøret kiggede jeg på mit ur, der viste at eftermiddagen var ved at være forbi, og jagten snart måtte indstilles.
Dagens sidste forsøg
Tony blev sendt ned i bunden af dalen i bil, mens Malcolm og jeg ville forsøge en sidste mulighed. Tidligere på dagen havde vi set en stor rudel på omkring 150 dyr, to kilometer fra hvor vi befandt os.
Tony ville forsøge at finde dyrene i kikkerten fra dalen og derfra guide os hen mod dem via walkie-talkie.
Efter en halv time kaldte Tony os i walkie-talkien. Han fortalte os, at rudlen stadig var hvor vi sidst havde set dem, og at der var flere gode hjorte i rudlen.
Malcolm fortalte mig, at dette var dagens sidste forsøg, men også at det næsten ville være umuligt at komme tæt nok på rudlen. På vejen mod rudlen var der ingen dækning, i form af lavninger, bakker eller andet.
Trods denne nedslående analyse, steg mit mod igen. I småløb nærmede vi os rudlen, og da vi endelig fik dem i syne, rev Malcolm fat i mig og tvang mig ned på maven. Rudlen var 700 meter væk. Vi var på toppen af bjerget, og rudlen var lige under os.
Malcolm instruerede mig i at ligge mig på fladt på ryggen, og langsomt forsøge at skubbe mig ned ad med mine ben og arme. Det tog næsten en halv time at møve os så tæt på, at vi Malcolm kunne aldersbedømme hjortene.
Det viste sig, at der var to gamle hjorte i rudlen, der måtte skydes. En tolvender og ulige otteender, og jeg måtte selv vælge. Malcolm kaldte mig frem og bad mig gøre klar til skuddet. I slowmotion kravlede jeg frem, tog riflen ud af etuiet, og skulle til at finde et godt anlæg til skuddet.
Mens jeg fumlede med etuiet, kunne jeg høre Malcolm begynde at bande og svovle igen. Jeg kiggede ned mod rudlen, og så til min store ærgelse, at hele rudlen var sat i løb og var på væk. Jeg kunne næsten græde af ren skuffelse. Løbet var kørt. Jeg var sikker på at det var min egen skyld, fordi jeg havde larmet for meget med våbenetuiet.
Det var først da Malcolm prikkede mig på skulderen og pegede op i luften, at jeg så den egentlige årsag til dyrenes pludselige flugt. Jeg kiggede op, og så en stor flot blå luftballon, svæve over os og dyrene. Den var ikke særlig højt oppe, og havde uden tvivl skræmt rudlen væk.
En tragikomisk situation. Det hjalp lidt på mit humør, at jeg ikke selv var skyld i dyrenes flugt. Helt flad for energi og med erkendelsen af, at jeg nu kunne skyde en hvid pil efter min drøm om en skotsk højlandshjort, lagde jeg mig træt og opgivende i lyngen. Malcolm lå ved siden af mig, og lagde en trøstende hånd på min skulder.
Kamp om rudlen
Der lå vi i ti minutter og kiggede på rudlen i det fjerne, som blot løb længere og længere væk. Malcolm fortalte, at de var for langt væk, til at vi kunne prøve at nærme os dem igen.
I stedet lå vi bare og iagttog dem i vores kikkerter. En rudel med over hundrede krondyr er trods alt et smukt syn. Mens vi lå og studerede dem i vores kikkerter, kunne vi se at rudlen stoppede op. Rudlens største hjort var gået i gang med at sætte nogle mindre hjorte på plads. De mindste hjorte løb hurtigt væk fra ham, men én af de andre hjorte, den ulige otteender, valgte at tage kampen op med den store pladshjort.
De to hjorte stod med kort afstand og brølede mod hinanden. Brølene gav genlyd i hele dalen. Med ét stormede den store hjort frem mod rivalen. Nu brød en regulær kamp ud mellem de to hjorte. Sådan stod de to hjorte og sloges om hindernes gunst i et stykke tid, indtil den mindre hjort måtte flygte for livet.
En uventet afslutning
Den ulige otteender var blevet smidt på porten af plads-hjorten. Et fantastisk syn, som jeg var blevet helt opslugt af. Så opslugt, at jeg slet ikke lagde mærke til, at den udstødte hjort var i fuld løb på vej mod Malcolm og jeg. Malcolm sagde lettere febrilsk, at jeg skulle gøre mig klar med riflen, og at hvis den kom indenfor 300 meter skulle jeg tage skuddet, hvis jeg følte for det.
På sikker afstand af pladshjorten, valgte den udstødte hjort at ligge sig i lyngen, for at samle kræfter. Den var cirka 400 fra os. Jeg lå klar med min riffel og havde hjorten i sigtekikkerten.
Malcolm hviskede, at den ikke ville blive liggende længe, og at jeg skulle være klar. I de cirka ti minutters stilstand, nåede jeg at få styr på min nervøsitet og vejrtrækning. Jeg vidste at dette var min chance, og at skuddet skulle sidde perfekt. Jeg sagde til mig selv – ingen forbier, ingen anskydning og ram for helvede, Jacob.
I slowmotion rejste hjorten sig endelig, men den var for langt væk, til et forsvarligt skud. Hjorten begyndte at sætte i bevægelse, og heldigvis i retningen mod os. Jeg fulgte hjorten i riffelkikkerten, og tænkte om jeg skulle give den et skud i bringen. Alligevel besluttede jeg mig for at vente til den ville stoppe op, og forhåbentligt vende siden til.
Cirka 200 fra os, stoppede hjorten omsider op. Den stod i sådan en position, at jeg ikke kunne afgive skud, i den stilling jeg lå i. Jeg måtte derfor kravle lidt længere frem og dreje lidt. Jeg kravlede to meter frem, men overså et lille vandløb, og kom derfor til lave et ”plask” med min støvle. Hjorten kiggede nu op for at finde årsagen til lyden. Jeg vidste, at nu skal skuddet falde. Jeg fik lagt riflen op til øjet, men hjorten stod i en sådan position, at jeg ikke kunne levere et rent sideskud. På et sekund vurdererede jeg, at hvis jeg placerede kuglen langt fremme mellem hals og skulder, ville kuglen træffe hjerte- lungeregionen. Jeg tog nu skuddet, og de næste to sekunder står stadig knivskarpt i min erindringen.
Jeg hører knaldet fra riflen, hører kuglens susen gennem luften, hører også kugleslaget på hjorten og ser den vælte rundt i lyngen.
Hjorten forender på stedet, og jeg falder om af lettelse og forløsning. Jeg var noget nær jordens lykkeligste dreng i det øjeblik.
Forløsningen var enorm, da det endelig lykkedes at nedlægge en flot ulige otteender, efter en lang dags hårde anstrengelser.
Jeg husker knapt nok de næste timers arbejde med at få slæbt hjorten ned af bjerget, brækket den og få den klargjort til slagteriet. Men jeg husker at jeg på vej hjem i bilen, måtte ringe til gud og hver mand, der gad lytte på mig, for at fortælle om mit livs jagtoplevelse.
At jeg havde haft flere andre større og ’smukkere’ hjorte indenfor skudafstand, og at jeg ”blot” havde skudt en ulige otteender, gjorde mig intet. Objektivt set, er det måske ikke det smukkeste gevir, men i mine øjne bliver det ikke flottere. Det var min første kronhjort, og den vil altid have en helt særlig plads i mit jagthjerte.
Flere muligheder og store oplevelser
Hjemme på godset igen, ventede hverdagen og arbejdsopgaverne. Næste morgen var det tidligt op igen, for atter at arbejde som gillie for den næste jagtgæst. Jeg var høj på oplevelsen, og de sidste ugers arbejde som gillie nød jeg til fulde.
Hvad jeg ikke vidste, var at jeg ville få mange flere chancer for at nedlægge skotske hjorte i den igangværende sæson. En af arbejdsopgaverne som keeper, bestod nemlig i, at forsøge at holde krondyrbestanden nede i lavlandet. Her forårsager kronvildtet store skader på skove og afgrøder, så store bestande ikke er ønskede.
Jeg fik via dette arbejde chancen til flere flotte hjorte, og fik også nedlagt to mindre hjorte og nedenstående ulige tolvender.
Jeg vil aldrig glemme de fantastiske oplevelser, som jeg har fået med at jage dette smukke dyr.
At jage kronhjorte i det lyngklædte højland, er en jagt som ikke kan sammenlignes med noget andet. En jagt som jeg allerede glæder mig til at opleve igen.
Hold da kæft en spændende beretning – jeg husker tydeligt da du stakåndet ringede til mig for at fortælle om oplevelsen.
Tak for din kommentar Søren
Tak for en spændende artikel – jeg skal uden tvivl opleve jagten på hjort i højlandet en skønne dag…
Tak for din kommentar – kan kun anbefale en tur til Skotland, måske et af Europas smukkeste jagtlande.
Fed artikel og flotte billeder – tak Huntem for at bringe endnu en god artikel.
Tak for din kommentar Henrik
Hej Jacob
Super spændende og meget beskrivende artikel – godt gået. Som gæst i bukkejagten på Learny House i 2017 ( de 3. familier), har jeg selv oplevet din jagt passion og store glæde ved jagte. Så hvor det dejligt, at læse din beskrivelse og oplevelse af det Skotske højland – man kan desværre ikke læse sig til den fulde oplevelse – det skal opleves “Live”.
Knæk og bræk
Hilsen Kim Dahl
Hej Jacob.
Tusinde tak for din spændende beretning som også viser stor respekt for den flotte natur og de fantastiske dyr. Jeg har efterhånden selv også oplevet det en del gange men man drømmer altid om næste gang i det skotske højland.
Jeg prøver hvert forår at finde plads i kalenderen omkring uge 40 – måske lykkes det i år igen.
Knæk og bræk
Spændende artikel – glæder mig til at det bliver min tur til efteråret
Hej Jacob. Jeg har med stor fornøjelse læst din fantastiske beretning. Jeg skal selv til Skotland til september for første gang. Jeg har lige som dig, siden jeg tog mit jagttegn som ung, haft den drøm, at skyde en hjort i højlandet. Jeg har i den forbindelse et spørgsmål, som jeg håber du ud fra dine erfaringer måske kan hjælpe mig med:
1. Er det ikke typisk længere skud man har deroppe og skal jeg derfor skyde min riffel ind på eks. 200 meter ?
Hej Claus,
Mange tak!
Jagten i højlandet foregår i åbent terræn, hvorfor skudafstandene også ofte bliver længere. Det er svært at sige præcist, men man skal forvente skud ud til 200 meter.
Håber dette var svar på dit spørgsmål?